Blushøjspejderne
I 1973 blev DDS (Det Danske Spejderkorps, drengene) og DDP (Det Danske Pigespejderkorps) lagt sammen. De følgende år fusionerede en masse af de lokale spejdergrupper, og blev blandet drenge/piger.
I Dragør fungerede de to grupper Dragør Trop (piger) og Mikkel Skov (drenge) fint som seperate grupper, så man så ingen grund til at flirte med "de andre".
Op igennem 1990´erne begyndte vi at "se" hinanden på ture, der ikke bare var divisionsture, men begyndte bl.a. hvert andet år at holde juletur sammen. I 2008 startede man en fælles mikroafdeling med ledere fra både Dragør Trop og Mikkel Skov - og blev på den måde langt om længe forlovet, selv om det var med "barn uden for ægteskab".
i 2000´erne var begge grupper hårdt ramt på ledere - de spejdere der voksede op og nåede lederalderen tog ofte en hård tørn, før de "flygtede" til studier i København eller længere væk, og alt for ofte kom man ikke tilbage til Dragør igen. Begge grupper var på et tidspunkt nede at have under 5 aktive ledere, og i længden ville det have betydet den ene eller anden gruppes nedlæggelse.
I 2013 besluttede vi os derfor at "gifte" os, og fusionerede langt om længe efter 40 års skelen til hinanden, og valgte navnet "Blushøjspejderne" efter Blushøj, der lå sådan cirka lige midt imellem de to gruppers hytter på hhv. Rønne Allé 2 og Engvej 3.
Blushøj menes i øvrigt oprindeligt at være en gravhøj, der for hundrede af år siden blev forhøjet og brugt som forhøjet bålplads til signal til bådene. Dengang har vandet ligget meget tættere på Blushøj, end det gør i dag, og der har været langt mindre bevoksning, så blusset har kunne ses klart og tydeligt ude i Øresund, og formentlig helt til Sverige, hvor lignende høje findes.
Forholdsvis hurtigt begyndte Blushøjspejderne at vokse fra ca. 110 medlemmer lige efter sammenlægningen, til et godt stykke over 125 medlemmer. Vi flyttede trop og seniorgrenen til pigernes gamle hytte "Gåsereden", hvor vi også indrettede materieldepot. Drengenes gamle hytte i anlægget blev så brugt af de yngre grene, mikroer, ulve (minier) og juniorer. En gang imellem kom man så på "besøg" i den anden hytte, specielt ved juletid hvor "Mikkel Skov" hytten var fyldt med juletræer.
I febrauar 2016 skete ulykken - "Gåsereden" brændte, og efterlod nu ca. 130 spejdere med kun én hytte, der oprindelig var beregnet til en gruppe af den halve størrelse. Samtidig blev al vores materiel røgskadet, og det følgende år brugte "McLeod Klan" og lederne mange kræfter på at bjerge og rense materiel.
Vi havde kort forinden nedsat et udvalg til at finde ud af, hvordan vi får en større hytte, hvor vi alle kan være sammen med vores materiel, så branden øgede presset for at finde en løsning. "Gåsereden" stod derfor som tomt, indtil den endelig blev fjernet i starten af år 2020. Og da projekt "Ny hytte" trækker ud, er den gamle Mikkel Skov hytte under voldsom belastning.
I 2018 fik vi en lille ny - grenen "Familiespejd", og gruppen er igen vokset, så vi nu er over 150 medlemmer. Flere forældre er de sidste mange år startet som medhjælpere, og enkelte af dem er gået ind og har taget ledelsen af nogle af afdelingerne. På juleturen i 2018 havde vi i den grad rekorddeltagelse med i alt 108 deltagere, hvor af en del dog var forældrehjælpere.
I 2019 blev der halv-spontant købt en Svendborgjolle fra 1982, og vi startede officielt endnu en "lille ny" - søspejder afdeling. I første omgang for ledere og seniorer, beregnet på at uddanne "morgendagens søledere"...
Joh, man må sige at det går godt for De Blå Spejdere i Dragør... hvad mon det næste bliver? en ny hytte? - eller noget helt andet?
Hvad gik forud for Blushøjspejderne?
Dragør Trop (1955-2013, lagt sammen med Mikkel Skov Gruppe)
Mikkel Skov Gruppe (1956-2013, lagt sammen med Dragør Trop)
Hans Jæger Trop & Flok (1962-1981, lagt sammen med Mikkel Skov Gruppe)